Beskrivelse
Erik Bjerregaard Pedersen - der er involveret i "Nukleinsyrecentret" og leder af forskerskolen "NAC-Drug" - har i de seneste 10 år bidraget med nye anti-HIV-aktive heterocykliske forbindelser, herunder udvikling af effektive syntesemetoder til disse. Således anvendes en af hans syntesemetoder til produktion af et af de nyere anti-HIV lægemidler.
Han har ligeledes bidraget væsentligt indenfor nucleosid- og DNA-kemi. Siden slutningen af 80'erne har han været involveret i syntese og biologisk afprøvning af nye dideoxynucleosider, og i de seneste år er DNA-analogerne INA ("Intercalating Nucleic Acid") og TINA ("Twisted INA") blevet udviklet i hans laboratorium. INA binder med stor styrke og baseselektivitet til komplementært DNA, hvilket ikke tidligere er blevet opnået, og INA-opfindelsen muliggør nytænkning indenfor nukleinsyreforskningen og anvendelser indenfor nukleinsyrediagnostikken.
Virksomheder
INA-forskningen førte i 2001 til etablering af virksomheden Unest A/S, der siden er solgt til et australsk firma. Der er i dag kommercielle produkter indenfor DNA-diagnostik, der er baseret på INA-teknologi. TINA-forskningen førte 1 2007 til dannelsen af Tina-Holding A/S, et start-up firma, der aktivt arbejder på at kommercialiserer TINA-teknologien.
Uddannelser
Erik Bjerregaard Pedersen har de seneste 20 år ledet en forskergruppe bestående af 10-15 studerende og gæsteforskere, og han har været vejleder for en lang række cand.scient- og Ph.D-studerende. Han har publiceret mere end 300 artikler i anerkendte internationale tidsskrifter, og han er medopfinder på mere end 10 patenter/patentansøgninger.
Med udgangspunkt i den store afsætning af Erik Bjerregaard Pedersens kandidater til den farmaceutiske industri i Danmark og den øgede betydning af professionsorienterede uddannelser, etableredes i år 2001 - på hans initiativ - den selvstændige uddannelse "Farmaceutisk Kemi" ved Syddansk Universitet. Efterfølgende var Erik Bjerregaard Pedersen primus-motor i etableringen af uddannelser i farmaci/lægemiddelvidenskab ved SDU.
Akademiet og Industriprisen
Danmarks Naturvidenskabelige Akademi (DNA) blev oprettet i 1982 og er en bredt sammensat kreds af aktive forskere ved universiteter og læreanstalter over hele landet.
Akademiet er en forskningspolitisk organisation, som har til formål dels at fremme dansk naturvidenskabelig forskning gennem møder, kursusvirksomhed og udsendelse af forskningspolitiske publikationer dels at øge forståelsen mellem forskere og det øvrige samfund. DNA har i dag 188 medlemmer.
Industriprisen, som er en guldmedalje, tildeles hvert andet år en forsker fra erhvervslivet eller fra en højere læreanstalt, som har gjort en særlig indsats for at formidle samarbejde mellem en eller flere danske virksomheder og en dansk højere læreanstalt.
Tildelingsdato | 5. dec. 2008 |
---|---|
Tildelende organisationer | Danmarks Naturvidenskabelige Akademi |