Udvikling af fælles indsatser for arbejdsfastholdelse for medarbejdere med muskelskeletbesvær og fysisk krævende arbejde (VEJEN FREM): Rapport fra et forskningsprojekt

Mette Jensen Stochkendahl, Lotte Nygaard Andersen, Anne Møller, Charlotte Brøgger Bond, Karen Søgaard, Andreas Holtermann, Jan Hartvigsen

Publikation: Bog/rapportRapportForskning

212 Downloads (Pure)

Abstract

Baggrund og formål
Mange medarbejdere i fysisk krævende job oplever, at muskelskeletbesvær (MSB) påvirker deres hverdag og truer deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Arbejdsfastholdelse ved MSB kan være udfordrende, kræver en helhedsorienteret tilgang, og samarbejde mellem flere aktører er ofte essentielt. En åben dialog om udfordringerne og mulige løsninger er derfor en vigtig forudsætning for at arbejdsfastholdelse lykkes. Formålet med dette projekt er at kortlægge udfordringer omkring italesættelse af MSB og arbejdsfastholdelse blandt medarbejdere med fysisk krævende arbejde samt at udvikle indsatser til at fremme dialogen for henholdsvis medarbejdere, funktionsledere og praktiserende læger.
Metoder
Vi brugte de første fire trin af Intervention Mapping som systematisk tilgang til projektet. I trin 1 lavede vi en behovsanalyse og kortlagde barrierer for arbejdsfastholdelse på individuelt, organisatorisk og systemisk niveau. I trin 2 sammensatte vi en logisk forandringsmodel med elementer, som imødegår de identificerede barrierer. I trin 3 udvalgte vi praktiske og teoribaserede forandringsmetoder, der understøtter de nye indsatser, og i trin 4 designede og udviklede vi redskaber og materialer, der fremmer arbejdsfastholdelse igennem italesættelse af MSB. I alle fire trin inddrog vi både a) forskningsbaseret viden fra systematiske litteratursøgninger samt b) praksisbaserede erfaringer indsamlet i fokusgruppeinterviews med medarbejdere, funktionsledere og praktiserende læger; workshops med medarbejdere; en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af to fagforbund; samt gruppediskussioner med 13 repræsentanter fra det danske arbejdsmarked, social- og sundhedsvæsen.
Resultater
Behovsanalysen viste, hvordan arbejdsfastholdelse er betinget af, hvilket udgangspunkt henholdsvis medarbejdere, funktionsledere og praktiserende læger har for at tage medansvar for processen. Personlige, individuelle faktorer hos alle tre aktører kan delvist forklare uhensigtsmæssig adfærd, der vanskeliggør arbejdsfastholdelse. Disse faktorer inkluderer uhensigtsmæssige overbevisninger om MSB, negative forventninger til arbejdsfastholdelse, manglende viden om både MSB og arbejdsfastholdelse, samt fravær af praktiske strategier til håndtering af situationen og italesættelse af MSB. Italesættelse af MSB er også betinget af arbejdspladskulturer, social støtte, tillid, samt strategiske, organisatoriske og økonomiske rammer. Med afsæt i den logiske forandringsmodel udviklede vi redskaber og materiale rettet mod de tre hovedaktører. I tillæg udarbejdede vi forslag til arbejdspladspolitikker om MSB, et ressourcekatalog og opfølgende redskaber til brug i arbejdsmiljøudvalg. Slutproduktet er et omfattende informationsmateriale om MSB til online brug samt en skitse til opbygning af en interaktiv online portal, 13 ”klar-til-brug” redskaber, samt oplæg til to efteruddannelseskurser rettet mod arbejdsmiljørepræsentanter og praktiserende læger.
Perspektivering
Vi har afdækket en høj grad af kompleksitet i processerne omkring arbejdsfastholdelse hos medarbejdere med fysisk krævende arbejde og MSB, og identificeret barrierer for italesættelse af MSB på både individuelt, organisatorisk og systemisk niveau. Resultaterne understreger behovet for at opbygge en struktur både på arbejdspladser og hos praktiserende læger, hvor systematisk brug af klare og enkle redskaber og procedurer understøtter dialogen om MSB og skaber konkrete, målbare resultater. Vi opfordrer derfor til en forsknings- og arbejdsmiljømæssig tilgang, der dedikeret fremmer processen med at modne forståelsen og håndtering af arbejdsfastholdelse ved MSB på alle niveauer fra individ til arbejdsplads og det omgivende samfund.
OriginalsprogDansk
ForlagKiropraktorernes Videnscenter i samarbejde med Syddansk Universitet
Antal sider129
StatusUdgivet - 26. mar. 2021

Emneord

  • arbejdsfastholdelse
  • muskelskeletbesvær
  • samarbejde
  • redskaber

Citationsformater